Hvad er der lige med fede mennesker?

Ahhh, endnu en træningsdag, ned i centeret og træne. Dejligt. En lille løbetur, efterfulgt af en bad, dampbad og så til mine produkter.
Jeg elsker mine dyre produkter. Der er ikke noget som at smøre sig ind i dem, og mærke følelsen af hvordan de lægger sig perfekt på huden. Og oveni ved jeg at de virker, så tanken om at min hud bliver endnu smukkere af det, gør mig rigtig godt.
Samtidig er det mit job at kende produkterne og virkningen, og være en levende reklamesøjle for pæn hud, så det er et must for mig at pleje den grundigt.

I mit fitnesscenter er det blevet in at have fede hold, dvs slanke hold. Og her taler vi ikke om store damer, nej de FEDE! Der er bølgegang i alle dellerne så de bevæger sig, og de kan ikke gå ordenligt fordi fedtet forhindrer dem i det.
Sådan nogle fede mennesker taler vi om, mastodonterne der bor foran bageren.
Nu er det ikke ”stram op” og ”lår og baller” der får flest bookninger, men istedet stærkt overvægtige kvinders tur til at svede igennem.
Og det er jo en god ting. Ikke nok med de taber sig og får en bedre kondi -> mere overskud, de sparer –forhåbentlig- også samfundet for en skilling eller 2, når konditallet ryger op, og fedt procenten ned. Bonus for alle.

Men selvværdet, er længere tid om at komme op end konditallet er.
En ting er at de glor misundeligt efter en, når de står og venter på at komme ind i salen og blive straffet, men det andet er de slet ikke kan styre deres jalousi trip når tøjet ryger af.
Normalt ville man sige at man kigger fordi man synes noget er flot, eller grimt. Børn glor.
Fede mennesker nedstirrer en nøgen.

Jeg har til tider fået et skab ved siden af en ordentlig mama, og det er meget normalt hun står og prøver at gemme sig når hun klæder sig af/på(så kan man så selv tænke sig til hvordan det ser ud). Fair nok, hun er der for at tabe sig, hvilket jo kun er godt hun gør noget ved det.
Men når de så er flere samlet på et sted, ved de ikk noget bedre end at stå og hviske åbenlyst om andre, specielt de slanke får en omgang. De står decideret og kigger hen på en, imens de stikker hovederne sammen og sladrer.
For det første er det barnligt, for det andet må jeg minde de damer om de er her fordi de har et kompleks over de aldrig kommer i nærheden af at se ud som os.

Så er det over til skabene, og her forsøger nogle af dem at udstille sig selv med en arrogant og nedladende mine, når jeg bruger 10 minutter på at pleje min hud.
Og det er svært for dem, for de har det ikke i sig. De ejer ikke fornemmelsen af at føle sig bedre end andre fordi de er fede, og de ved det.

I starten fik jeg det helt dårligt fordi der stod så mange mamutter og overbegloede mig, indtil det efter et par gange gik op for mig, det var rigtig påtaget.

Jeg synes ikke det er synd for dem, for de er voksne mennesker der har ansvaret for deres eget liv.
Det kan være synd for børn og dyr, men ikke når man er fyrre og fed, så er det altså op på hesten, og ud og lav en livsstilsændring.

Jeg har forståelse for at det kan være let at tage på og svært at tabe sig. Har selv været overvægtig, og husker tydeligt at jeg bare lod være med at tage nogle bestemte bukser på , fordi de strammede. Og vupti vapti, så vejde jeg pludselig næsten 20 kg for meget.
Det kan være svært at skulle erkende man er fed, men det er på ingen måde en undskyldning for at opføre sig dårligt overfor andre på.
Ingen mennesker jeg kender er interesserede i at blive nedgjort, heller ikke selvom de har det godt med sig selv.
Det forstærker ikke følelsen af forståelse for de overvægtige at de behandler en dårligt, for at føle sig bedre tilpas.


Så jeg vil opfordre alle virkelig fede mennesker der prøver at føle sig bedre end andre, fordi de er fede, til at revurdere sig selv.
Hvad er det egentlig du vil med dit liv?
Hvordan opfatter du dig selv?
Hvordan ønsker du selv at blive behandlet?

Og så tænke over at mange har forståelse for de har det svært, og synes det er godt de gør noget ved deres problemer.

Min bedste ven!

Mere end 4 år tilbage.
Jeg sidder hos min daværende kæreste.
Ind ad døren træder hans ven og det første han siger er: "hold kæft hvor jeg dog hader Staden". Ikke noget med 'hej' eller noget. Heller ikke fra min side, jeg kaster mig straks ud i en heftig diskussion med den ukendte fyr, forsvarer Christiania det bedste jeg kan, og taler varmt for de stakkels udskud i samfundet der varmer sig derude.
Efter en laaaaang diskussion får min kæreste os endelig til at stoppe, han kan ikke holde ud at høre på os.2 min. efter starter vi en ny diskussion.
Det var sådan jeg mødte min bedste ven.
Diskussionen er aldrig hørt op, den kører stadig.

Vi har haft mange fede oplevelser sammen, bla. har vi ved flere lejligheder telepateret: Han, min kæreste og jeg sad og så tv, jeg svarer på noget han har spurgt om og min kæreste glor vantro på os begge. "Hva fanden snakker I om?"Vi mener begge at havde ført en samtale, og kan gentage den for ham, men han har ikke hørt et ord. "Freaks", siger han skræmt. Dette gentager sig ved flere lejligheder.

Der er sket mange ting siden, gode som dårlige for os begge.
Voldsomme ting. Dejlige ting.Jeg har flere virkelig gode venner som jeg sætter umådelig stor pris på, på hver deres unikke måde. Har noget forskelligt med dem alle, men dette venskab er noget helt udover det sædvanlige.
Jeg ved ikke hvad det er der gør vi har noget så specielt sammen, jeg tror på det er forudbestemt før vi blev født, det er den eneste fornuftige forklaring jeg kan finde.
Det lyder måske som en artikel fra et alternativt blad om soulmates, men det ku´ det også ligeså godt være.
Det er rart at have en man bare kan kigge på, og så ved den anden hvad man tænker, vi behøver ikke at have verbal kommunikation for at forstå hinanden.
Ved på kilometers afstand når den anden er i problemer eller har det godt.
Det der er specielt ved en god ven er at man altid ved hvor man har dem, at de ikke tager det personligt hvis man aflyser(evt. plager eller lokker for at få dem til at skifte mening), at man er ærlige overfor hinanden.
Og til hver en tid kan være sig selv.

Det bedste ved at have en ven som ham er vi kan diskutere åbent, ikke behøver være enige om alt, at vi kan skælde hinanden ud, rette hinandens fejl og gi´ den anden et los i røven når det er nødvendigt, men det allervigtigste er at vi altid støtter hinanden, roser hinanden for de ting vi er gode til og ALTID kan regne med hinanden ligemeget hvad der sker.





Jeg ved man siger at ens liv ikke skal være afhængig af andre mennesker, men mit liv har afhængt af dig i bogstaveligste forstand, og det er jeg dig evig taknemmelig for.
Det er svært at beskrive noget der er så specielt i ord som vores venskab, jeg kan kun sige:
Du er noget af det bedste der er i mit liv, det smukkeste, dybeste.
Jeg elsker dig ubetinget. For den du er, som den du er, altid!
Og jeg kan aldrig sige det nok gange...

Min karriere som net dater!

30 år, er jeg på vej ind i en midtvejskrise?
Er jeg ved at blive desperat, ensom, bange for at dø alene i mit eget støv og bitre tanker, alene i en et-værelses i et bofælleskab for gamlinge?

Oprettede profiler på 2 dating sites og tænkte at man måske ku finde nogen ordenlige, reele fyre som var til at tale med, og ikke møde dem stive i byen.
Tænkte at jeg kunne ikke sidde og trille tommelfingre og vente på de ringede på min dør, så nu måtte jeg hellere selv lette kamelen.
Men ak, det er nemmere sagt end gjort at finde søde, ordenlige mænd.
Meldte mig til en julefrokost, tænkte at det var da sikkert meget hyggeligt, indtil en ruskede min hjerne op."Julefrokost, singler og alkohol = sex...". Og selvom jeg de første minutter sad og gloede blåøjet på ham med et stort 'hva' i øjnene, måtte jeg indse at han havde helt ret.
Sådan tænker de fleste mænd.
De første par stykker jeg skrev med lod til at være ok normale, indtil jeg gik til eksamen og ikke var online i nogle dage. De må være blevet fornærmede, for jeg hørte ikke fra dem efterfølgende. Det kom meget bag på mig at nogen lægger så meget i at skrive med en fremmed på nettet.
En havde jeg meget lidt fidus til, han virkede lidt for uærlig. Fandt frem til en af hans bekendte, og fandt ud af at.. Han løj.
Han var halvgammel og halvfed --> Bvadr.Stik imod hvad han havde skrevet. Veltrænet, ser ung ud af min alder, lever sundt. Fis i en hornlygte.Suk, men dem er der vel mange af på nettet.

En veninde kunne ikke forstå jeg havde oprettet profilerne.
Hun mente det kun er for dem der ikke kan komme i kontakt med andre i det normale liv, eller er ude på sex.
Og jeg tænkte indeni: Fuck, er jeg blevet desperat?
Men nu havde jeg kastet mig ud i det, og ville prøve at se hvordan det forløb.
En fyr virkede nogenlunde normal igennem flere mails, så jeg besluttede at sige ja til hans invitation.
Vi mødtes inde i byen, og gik ned på en café for at drikke kaffe.
Bordet vi ville sætte os ved, havde en bænk på den ene side og stole på den anden.
Jeg satte mig på bænken, og gik ud fra han ville sætte sig overfor mig, men nej der tog jeg da lige fejl.
Tumpen placerede sig klods op af mig på bænken og i farten nåede han også at sætte sig på min Luis Vuitton taske. Dååårlig start.
Ok, tænkte jeg, du er da ikke for smart, men det skulle vise sig at blive endnu værre.
Når han synes han sagde noget sjovt, sku han lige slå mig på armen med en knytter, sådan noget i stilen med"og ved du så hvad jeg sagde til hende Brian, hø hø hø..." værtshus-agtigt noget.
Jeg var lamslået, det var sindssygt fristende at kaste den tilbage i fjæset på ham med et fjoget hø hø hø den anden vej, men lod fristelsen blive i sig selv, og iagtog det scenarie der forestod lige foran næsen på mig.
En 35-årig fyr, der prøver at score som en på 7.. Blir´ det meget værre?
Og ja det gør det.
Oveni disse flovere, præsterede han at rykke tættere og tættere på mig.Til sidst sad han nærmest oven på skødet af mig. Jeg rykkede diskret til siden, og aben fulgte med.
Så løb bægeret over, og jeg konstaterede tørt "at det havde været hyggeligt og jeg synes det skal blive ved det".
Vi gik ud af caféen og skiltes. Efter 50 minutter.

Om fredagen var jeg på date igen, denne gang med en jeg kender fra Fyen, dog også igennem noget net halløj.
Har kun mødt ham en gang før, men han virkede meget stille og rolig, så da han inviterede mig ud sagde jeg ja.
Jeg tænkte meget over det, for som regel ved jeg med det samme om jeg kan gå hen og blive mere interesseret i en fyr ret hurtigt, og med ham var der ikke noget specielt der ringede.
Men han virkede ret sød, så jeg spurgte min Far til råds, og han mente at det ville være ganske tilforladeligt at gå på date.
Som han sagde: "man skal jo prøve det af før man ved noget, det er ikke kun dig der gør det; han gør det også".
Det havde han ret i, så jeg gik på date med god samvittighed.
Og det var på mange måder en succes.
Han var utrolig høflig og galant. Inviterede mig ud på en temmelig dyr restaurant, hvor jeg aldrig havde drømt om jeg skulle sætte mine ben.
Nem at tale med. Sjov.
Under desserten fik jeg nævnt at det ku smage godt med irish coffee til, og vups stod der 2 på bordet.Vi gik ud og fik en drink bagefter, og han fulgte mig til bussen.Ingen klistrede sms´er de efterfølgende dage, bare søde passende, korte julehilsner.
Jo, det var skam fint. Det var ikke det at vi gik ind på en dyr restaurant, eller han bestilte nogle drinks. Det var helheden af hans opførsel der gjorde et positivt indtryk på mig.
At han lyttede til hvad jeg sagde, at han gjorde noget for at gøre et godt indtryk og på den måde viste at jeg interesserede ham.
Oveni var det rart at tale med en jeg ikke kendte på forhånd, så er der ikke nogen forudindtagede meninger man har hængende.

De fleste fyre jeg har gået ud med, har jeg kendt i forvejen.
Min oplevelse af mig selv er, at mange fyre finder mig alt for direkte.Er det en måde at beskytte mig selv på?
Så jeg kan føle at jeg kan slappe mere af?
Så jeg bare kan køre den sædvanlige jargon?
Så jeg ikke skal tage stilling til om jeg laver nogen fejl?
Sådan noget "tag mig som jeg er, eller skrid", hvilket er en nærig indstilling.

Sad og filosoferede længe over det for et par dage tibage, og blev enig med mig selv om at tage mig selv op til en seriøs revurdering.

Skrev nogle af de ting ned jeg selv synes jeg kan gøre bedre, og visualiserede så at det var en person jeg kendte som besad disse træk.
Personen jeg så for mig var en voksen barnlig person, og det gik op for mig at mange af de mennesker jeg omgås ikke er meget ældre en 7-8 år indeni.
Nogle ældre nogen yngre(og nej, det er ikke noget med at være en drengerøv indeni eller legebarn).
Ja, voksne af udseende, men barn af indre. Og jeg stod selv i samme kategori.
Overvejede længe hvad der gør jeg ikke er voksen af sind, hvilke ting jeg kan ændre for at gøre mit billede af mig selv til det jeg ønsker, og det mest iøjnefaldene er "jeg vil ha´min vilje og hvis jeg ikke kan få det er det også bare ligemeget. Altsammen".
Ikke at det er det der kommer ud af munden på mig, men set udefra er det dét jeg selv synes foregår i mit hoved.
Ligesom "tag mig som jeg er eller smut".
Det skal nævnes at det ikke er ensbetydende med at lade sig træde på, svine til, glemme alt om sjov eller noget som helst i den retning.
Men at kunne forholde sig særdeles fornuftigt og voksent til de ting der sker i ens liv. Ikke lyve, kunne tage konfrontationer og diskutere dem frem og tilbage med modparten.
Kunne tåle at høre sandheden uden at fordreje den til noget man helst selv vil høre.
Og det er faktisk svært for mange.

Måske er det derfor at så mange dead beats søger en kæreste på nettet og gemmer sig i ord på en skærm, fjernt fra realiteten.
Jeg er blevet bedre til at skelne om folk er ærlige eller ej på mails osv. men jeg må ærligt erkende at det skal vendes og drejes nogle gange indimellem for at læse imellem linierne.
Man har så meget mere tid til at rette et brev til og tænke over sine svar end IRL.

Min konklusion er jeg slet ikke så desperat som jeg selv troede, bare alt for naiv. Tror at andre har de samme intentioner som jeg: at finde nogen JEG har noget tilfælles med, og ikke en person de drømmer om at være.
Faktisk tror jeg det kan det være en fin måde at møde andre på, ihvertfald hvis vi lader det blive ved tanken.
Indtil videre er den ene profil ændret meget drastisk , så det handler om alt andet end dating, og den anden er slettet med permanent virkning.

Længe har jeg tænkt at skrive. Skrive noveller, skrive bøger, skrive små ubetydelige ting der alligevel siger en masse.
Jeg synes jeg har meget på hjertet, har en historie at fortælle. Ikke bare pjat, men små ting der giver en større mening. Ikke bare fortællinger fra min hverdag, men nok noget nærmere længere anekdoter.
Det er bare så svært at komme igang. Også fordi jeg tænker om det jeg skriver er kedeligt. Om der er lamt. Om det lyder dumt. Om jeg gør mig selv til grin.
Det lyder så godt inde i mit hoved, men når det kommer ned på papiret, føler jeg mig lille. Ligeså lille som dengang i 9 kl., hvor jeg havde skrevet en stil, jeg selv synes var god, lige indtil min lærer læste den op for hele klassen.
Jeg husker det som det var igår: Ja, den her stil er noget helt specielt, derfor vil jeg læse den op for Jer allesammen.Jeg tænkte: Det kan sgu da umuligt være min, men det gik lynhurtigt op for mig at den tanke ku jeg godt glemme.
Stilen var fortalt af en pige der blev forelsket i en fyr, som endte med at blive narkoman. Om hendes oplevelse af at se hendes elskede glide ned i dødens hul, men stadig være levende.
Desværre fik jeg nogle lidt misbilligende blikke, da nogle af mine klassekammerater mente jeg interesserede mig lidt for meget for stoffer, hvilket jeg blev ked af, da stilen var ment som en advarsel mod stoffer.
Og den følelse af at ikke gøre det godt nok, at ikke tilfredsstille andre, er jeg ikke kommet helt ovenpå med endnu.
Jeg føler stadig jeg skal stå til regnskab for det jeg skriver.
Jeg tror jeg er bange for at folk tror at jeg er sådan som jeg skriver, når jeg digter.
Og det er jeg ind imellem. Men langtfra altid.

Min taber underbo!

Suk, sidder og lytter til min underbo´s brummende techno rytmer for 527. gang.

Jeg er SÅ træt af den taber.
Siden jeg flyttede ind i min lejlighed har det været et konstant tilbagevendene problem med larm fra naboerne.
Det første jeg lagde mærke til var min syge nabo´s klamme kneppelyde der forpestede min tilværelse døgnet rundt.
Han stønnede ca hver 3. time, højt, inderligt og klagende suppleret med ord der indikerede at han var til at få andet end almindelige smæk.
Blev vækket kl 5 hver morgen af ham, igen kl 8, så kl 10-11. Og sådan gik resten af dagen.
Det var så højlydt at det kunne høres i min stue, selvom det er i soveværelset han opholdt sig.
Efter at have banket meget højt på væggen et par gange efterfulgt af noget i retningen af: "så tag dog for helvede at kneppe færdig så vi andre blir fri for at høre på dit stønneri" eller: " det er søndag for helvede, tag og dæmp jer", dæmpede de sig faktisk.
Jeg havde en mistanke om at han måske var trækkerdreng, og det var nok lidt demotiverende at lægge der og betale penge for at gi ham en røvhulsstrækker, imens hans morgensure nabo stod og bankede på væggen med en tøjbøjle og brokkede sig højlydt. My luck.
Men oveni har jeg været plaget af min danseglade underbo.
Den åndsvage tøs er vist et par år yngre end mig, har fuldstændig afbleget hår, går altid i super-jeg er 12 år-lårkort nederdel, ryger som en skorsten og har en rusten stemme a lá Betina nede fra grillen(nej, jeg er ikke så meget for hende).
Hun hører techno i døgndrift -i bogstaveligste forstand.
Så enten har hun et ekstremt søvnproblem eller også er hun frygtelig god til at holde sig vågen...Det er ihvertfald irreterende under alle omstændigheder.
Jeg synes selv jeg har været en ekstremt medgørlig overbo. Har været nede hos hende jævnligt siden jeg flyttede ind og bedt hende om at dæmpe musikken, eller i det mindste bare lukke døren til soveværelset så jeg har kunne opholde mig derinde, uden at skulle deltage i hendes løjer.
Det kulminerede dog her i vinters da hende og kæresten hele tiden skændtes, og de skreg af hinanden, så de andre naboer bankede på min væg, fordi de troede det var mig.
Der lød nogle gevaldige dunkelyde dernedefra, og man kunne høre at reolerne væltede, dørerne smækkede for fuld hammer og jeg kunne høre alt hvad de sagde. Trættende.
Efter et par uger gik jeg ned til hende, for at snakke om det.
Hun åbnede døren og en fed røg af hash modtog mig. "Ja", klynkede hun(se mig det er så synd for mig). Jeg forklarede hende at jeg ikke kunne undgå at høre hvad der foregik, og at det måtte høre op."Jamen jamen", sagde hun, "jeg har sagt til ham at han skal flytte".
Jeg sagde at jeg var ligeglad med hvordan hun ordnede det, bare det stoppede, at jeg ikke ønskede at klage over hende så længe vi kunne snakke om det, men jeg ville ha at hun skulle gøre noget ved det."Det lyder som om I er ved at smadre det hele, det er meget svært at sove""Nåå, jamen det er bare mig der løber hovedet imod væggen når jeg har det sådan", sagde hun sgu."Jeg tager over 12 piller om dagen, hvad vil du ha jeg skal gøre?", ytrede hun.
Jeg tænkte: ynkelige taber hvor er det mig ikke særlig vigtigt hvad dit problem er, og sagde at jeg stadig var ligeglad med hvordan hun gjorde, bare det stoppede.
Det stoppede fra den dag.Jeg var fro, indtil hun fik en ny kæreste. Bumsen som jeg ynder at kalde ham. En hun har støvet op nede fra hjørnet. Gammel og grim med tatoveringer og en hund som så også er flyttet ind.
Og hold da op de gir den gas. Både i sengen og med musikken, har været nede 4 gange indenfor de sidste1½ mdr for at få hende til at skrue ned.
Nu er det sådan at jeg også godt kan lide techno, men i døgndrift? Nej tak, det tror jeg ikke lige.
De spiller heller ikke techno konstant, kun næsten.
Jeg fik nok, fik nok af at være flink, fik nok af hende.

Det hjælper tydeligvis ikke at være fleksibel overfor hende, hun skal åbenbart ha det ind med skeer. Måske er det pillerne, måske er det stofferne, måske er hun bare født fatsvag, jeg ved det ikke, og jeg er også meget ligeglad nu.
Jeg vil bare ha ro, være sikker på at jeg får min nattesøvn, når jeg kommer hjem.Være sikker på at musikken ikke lige pludselig bliver skruet op kl 2 om natten, bare lige for sjovs skyld.Det er ligesom at bo på kollegie, den store forskel er bare at det gør vi ikke.
Vi bor i et ganske almindeligt lejlighedskompleks med ganske almindelige mennesker -på nær hende selvfølgelig.
Jeg kræver mit ret som lejer. Et ordenligt sted at bo.
Underbo, flyt i kollegie!!!

Mit sommer black out!

Jeg havde engang kæreste som jeg var meget glad for, godt nok var han grim, men hvad, bare manden var sød, så skulle det da være det vigtigste.

Desværre er det ikke altid sandheden.
Nogle gange er man bedre til at vurdere andres situationer en ens egen.
Og jeg sku ha´ lyttet noget bedre da andre sagde til mig han ikke var noget for mig.
Noget i mig sagde da også at det var forkert, men jeg lyttede ikke, var mere optaget af at jeg havde en kæreste jeg troede satte pris på mig.
Vi lagde ud med at lære hinanden at kende til fester, begyndte at skrive sammen på nettet.
Sms´ede.
Og så blev det til besøg.

En af de gange han var hos mig, skulle han mødes med sin bedste veninde. Cool nok, tænkte jeg, da jeg primært har drengevenner. Så havde han en bedste-pige-ven, hvilket passede mig storartet, så jeg for en gangs skyld kunne have mine venner uden problemer.
Indimellem er jeg bare for naiv. Har desværre en stor evne til at tro på det bedste i andre mennesker, lidt for meget en gang imellem.
Jeg sms´ede med ham, da jeg var tidligt færdig fra skole, og aftalte at komme forbi den café hvor de sad for lige at hilse på.
Det første syn der mødte mig da jeg træder ind ad døren er en chubby blondine der sidder og storflirter med min kæreste.
Hun sad og legede med ham og labbede hans barnlige opmærksomhed i sig som den fineste fløde. Godt så.
Vi hilste og hun snakkede som et vandfald, fyldte ligeså meget i selskabet som hendes røv fyldte stolen hun sad på.
Det var så en ting, fair nok, vi er ikke alle ens, men det der var storslemt var min kæreste. Han var helt væk i hende, og deltog ivrigt som den lille hund på gulvet der logrede med sin lille ynkelige stump, for at få en lille bid opmærksomhed.
Det gad jeg ikke. Jeg skred.

Det grimme her var at samtalen primært beroede på hendes kommende bryllup. Stakkels mand tænkte jeg. At have en kæreste der flirter så voldsomt meget med andre, og lader som om det er det mest normale i verden. For mig var det utroskab.
Men igen, så er det heller ikke til at vide hvordan han er, de kan måske have et helt andet forhold end det jeg mener er "det rigtige".
Det viste sig så senere at det kun var ham der var hendes bedste ven... Duh..
Jeg blev inviteret med til festen, og takkede pænt nej tak efter et par timers overvejelse. Gad simpelthen ikke være tilstede med de 2 mennesker på et sted.
Grunden til jeg lod det ske, var fordi hun skulle rejse kort efter brylluppet, og først komme tilbage om nogle år.

Så var jeg ovre og besøge ham. For pokker da et svin!!!Jeg er et rodehoved -så er det på plads, men et svin: nej tak.
Hans lejlighed lugtede så dårligt, nærmest som om det skar lidt i næsen når man kom ind ad døren.
Han sagde han luftede ud, men desværre viste det sig at hans version af at lufte ud kunne ligge et meget lille sted, som på et frimærke f eks.
Han røg ikke, men alligevel var der en umisgenkendelig lugt af dårlig hygiejne og indelukket klima som ikke var til at tage fejl af.
Jeg tænkte hvor kommer det dog fra? Manden har jo rent tøj og går i bad?
Det viste sig så at han aldrig skiftede sengetøj. Det der lå på da jeg var der, havde ligget ihvertfald i 1½ mdr. og det kom til at lægge der de næste 2.. I sommerheden..
Generelt havde han en superdårlig måde at leve på.
Vaskede ikke tøj særlig ofte, luftede aldrig ordenligt ud i lejligheden, drak alt for meget kaffe og spiste det klammeste mad.
Når jeg påpegede det overfor ham, blev han irriteret, og sagde at jeg ikke skulle blande mig i hvordan han passede sit hjem. Og det havde han jo ret i, derfor valgte jeg at ikke sige mere.
Jeg fik udslæt i ansigtet af at bo hos ham, min hud kunne ikke tåle den dårlige luft og de beskidte møbler.
Først troede jeg det var mad, men efter at gentagent at ha´ fået det hos ham, måtte jeg indse at det var de horder af milliarder og atter milliarder af mikroskopiske husdyr han måtte have hos sig.

På min vej over til ham en dag, mødte jeg hans "bedste" veninde. Hun skulle snart rejse. Vi hilste pænt.
Da jeg kom over til ham var han slukøret og hang med næbbet, jeg vidste godt hvorfor, men han affejede det med at han havde for meget eksamen at tænke på.
Da vi lå i sengen kunne han slet ikke, selvom det var uger siden vi havde set hinanden sidst.
Jeg besluttede mig for at prøve noget af. Nævnte at jeg havde mødt hende. Straks lyste han op og så var der gang i hans private fest.
Jeg afviste så at deltage i hans party, og sluttede seancen meget hurtigt.
Den skulle jeg lige sluge.
Jeg gik ham lidt i bedene og spurgte ind til de 2, det viste sig at "hun var kvinden han aldrig fik", sagt med et drømmende blik der søgte op i loftet. Han var stadig forelsket i hende.
Han indrømmede at han elskede når hun flirtede med ham, og han godt vidste at hun legede med ham.
Efter at have overvejet det nøje, og kigget på ham, på hans grimme brune kaffetænder og hørt hans fjogede grin for mange gange, slog jeg op med ham. Jeg mente vi var sammen fordi vi begge savnede en kæreste, og ikke af kærlighed.
Vi lå og snakkede lidt om det, og han sagde: Jamen så er vi jo enige.
Ergo sagt: så er vi blevet enige om at vi ikke er kærester længere. Det gik jeg så med til.Tænkte at når han var sådan var der vel en grund til det, og jeg ikke skulle gøre det mere svært for ham, tænkte at man kan jo ligeså godt være sød og hensynsfuld.
Det havde så ikke været nødvendigt erfarede jeg senere.

Vi blev ved med at snakke lidt sammen, og da han skulle træne ikke så langt fra hvor jeg bor, gav jeg ham lov at sove hos mig.
Jeg inviterede ham med til min familie fødselsdag dagen efter.
Senere på aftenen da familien var gået og vi var endt på en café, begyndte han at stå og flirte med en anden pige.
Jeg så det godt, men lod som ingenting.
Da jeg ville hjem, ville han ikke med. Han synes lige at han skulle drikke sin øl færdig og selvom jeg tlbød at vente, afslog han.
Næste dag kom han for at hente sine ting.
Han havde selvfølgelig sovet hos hende."Jamen det var jo slet ikke meningen" sagde han. Nej men du gjorde det alligevel."Har i været i seng sammen?" spurgte jeg."Ikke sådan rigtig" svarede svansen.
Hvordan helvede er man ikke rigtig sammen? Ikke rigtigt sammen = dårlig sex.
Det oppustede får sover hos mig i en weekend lige efter vi er stoppet, er med til min fødselsdag, tager med en anden pige hjem og knepper hende, og oveni synes han det er i orden.
Og lige der, lige der fik jeg nok af ham.
Og så spørger idioten sq om han må komme igen næste weekend og sove hos mig. Hold da op en nar tænkte jeg imens jeg stod og kiggede på ham. Mit svar var af en udtryksløs substans.
Han skulle heldigvis gå, og jeg fulgte ham til døren med en stram maske."Hvorfor ser du sådan ud, jeg har jo været ærlig". Jeg gad ikke svare.
Han gloede på mig med sine store øjne der så ud som om de var ved at falde ud af hovedet på ham. ´Goldfish´ var min tanke.
"Årh søde, giv mig et kys", jeg stod og gloede på ham og tænkte at jeg måtte have ham væk så hurtigt som muligt, så jeg kyssede ham og hans smilede stort.
Virkeligt overdrevet: -Se hvor jeg smiler, jeg er en dum lille dreng der aldrig er blevet voksen, og jeg er så stolt at det, for så har jeg skabt mig en personlighed, nu hvor jeg ikke har karakter nok til at få mig en voksenprofil -agtigt.Inde i mit hoved stod tiden helt stille.
Stod der og følte mig som en gammel dørmåtte han lige havde tørret den største lort af i. Gnubbet den ind med sine store beskidte sko med en overlegent grin på munden.
Jeg var ved at brække mig over ham, og måtte ud og vaske min mund, ligeså snart han var ude af døren og den var låst godt.

Jeg tænkte at enten var jeg for god af mig til at ikke blive overordenlig sur på ham, eller også var jeg vildt dum. Jeg vælger selv at tro på begge ting.
Tænk at jeg ikke sagde nej da han spurgte om han måtte sove her.
Jeg gik og tænkte og tænkte over det. Og så fik jeg ondt i hovedet. Den sygdom jeg havde fået ignoreret væk ugen forinden, kom igen for fuld fart.Jeg ringede til ham og sagde han ikke kunne komme fordi jeg var syg.
Nogle dage efter skrev han til mig og spurgte hvordan jeg havde det. Jeg spurgte ham hvorfor han ikke sov hos den anden pige istedet for mig.
Svar: fordi hun ikke må have sovende gæster. Tak for lort.
Jeg blev på en måde lidt lettet over at jeg ikke ville have ham ind i mit hjem igen.

Et par uger efter var vi til et fælles arrangement, og han kunne slet ikke forstå hvorfor jeg ikke gad snakke med ham. Underligt, hva´.Jeg spurgte bare efter de penge han skyldte mig, men dem fik jeg aldrig. Man kunne hæve i baren, men det fik han sjovt nok fik aldrig gjort.
Jeg blev igen overbevist om at jeg virkelig havde dummet mig ved at blive kærester med ham.
På vej hjem, gav en af mine venner mig et kort hvor der stod: Du fortjener bedre!
Han bad mig hænge det et sted hvor jeg hele tiden så det. Det blev jeg vældig glad for.

Det er sådan at mennesker altid gør nogle dumme ting.
At vi altid får gjort noget vi synes vi kunne ha´ gjort bedre.

Ligesom når jeg ser tilbage på det tænker: ok, det var så det.
Jeg ved ikke om han har mere han vil spotte mig med. Men jeg kan ikke lave om på det.
Jeg har vores lange msn samtaler læggende på min computer, men har ikke åbnet dem siden dengang.
Har blot hans løfter liggende som tomme ord på en skærm.

Egentlig så tror jeg ikke jeg har så meget imod ham når det kommer til stykket, jeg er bare ked af at jeg valgte at stole på en jeg ikke kendte.
Ked af jeg tog så meget fejl.
Jeg stolede virkelig på ham, og så valgte han at disse mig.
Også fordi vi har været så intime sammen og har hemmeligheder sammen som jeg ønsker bare skal være vores, men eftersom jeg ikke føler jeg kan stole på ham pga af de ting der er sket, tænker jeg hvor mange intime detaljer han deler med andre.
Har også tænkt på om han i grunden ved hvor ked af det han gjorde mig?
Om han har tænkt på, at han måske har lavet et af de træk der kunne ha´ været gjort bedre?

Man kan blive så skuffet over andre mennesker, og det er ærgeligt, for det gør man har lidt sværere ved at lade andre komme ind når man først er blevet meget såret.
At man overfører de smerter andre har påført en til andre som man kunne få noget dejligt sammen med, eller bare virkelig stole på.Jeg synes at skuffelsen er det der gør mest ondt.
Naturligvis burde man ikke lade det ske, men vi gør det alligevel.
Lader os føre med af smerten, ligesom vi lader os føre med af kærligheden som vi alle inderst inde ønsker, vi en dag møder.

Bloggen kører igen

Efter utallige opfordringer har jeg valgt at starte bloggen op igen.
Egentlig var det slet ikke meningen, men efter at have fået henvendelser omkring hvad bloggen egentlig gav andre, har jeg taget tråden op igen.

Jeg fandt ud af jeg ikke var den eneste med alle disse tanker, og at folk rent faktisk fik noget positivt ud af at læse mine tanker, brok og sure opstød, som jeg synes bloggen primært bested af.
Den var egentlig ment til mine nærmeste venner, men da jeg lukkede den, fandt jeg ud af den havde en del flere læsere end først antaget.

Jeg har valgt at poste de mest læste indlæg igen, og ellers kommer der nye hen ad vejen.

Enjoy!